Hopper trafikalarm stjæler data fra Fartkontrol.nu

Flere firmaer har gennem årene prøvet på at lancere en trafik-app, som benyttede stjålne data fra Fartkontrol.nu.

I år har vi oplevet endnu to trafikalarm konkurrenter, som uden videre antager, det er i orden at bruge vores fartkontrol data. Først var det BEAM, og nu er Hopper kommet til.

Hvorfor har vi fået vores data stjålet igen?

Vi er en lille nordjysk virksomhed, der både driver den gratis trafik-app Fartkontrol.nu samt trafikalarmen Saphe. Vores mission er at øge trafiksikkerheden i Danmark ved at bilister skal blive bedre til at kommunikere med hinanden.

Fartkontrol.nu er stadig danskernes foretrukne app, når det gælder fartkontroller. Hele 130.000 brugere starter appen dagligt.

Det har altid været gratis at benytte vores app Fartkontrol.nu. Den sørger for, at de folk, der ikke har investeret i en Saphe, stadig kan være informeret i trafikken. Og så håber vi, at brugerne med tiden vil opgradere til en Saphe.

Indtægterne fra appen har været begrænsede, og derfor er der ikke lavet de store investeringer i at udvikle systemet. Men Fartkontrol.nu har noget, som ingen andre apps har; nemlig de bedste data om fartkontroller i Danmark. De data har vi gjort tilgængelige for vores brugere, så de gratis kan se alle fartkontroller på et kort, når de starter deres app eller tjekker vores hjemmeside Fartkontrol.nu (se billede).

Hvad er der sket?

Vores data fra Fartkontrol.nu kan stjæles af en mulig konkurrent, der vil lave et kopiprodukt. Eftersom alt vores data ligger tilgængeligt på Fartkontrol.nu, så danskerne kan hjælpe hinanden, er det nemt at skaffe sig adgang til vores data og bygge en ny app op omkring dem. Det er præcis det, Hopper har gjort.

Hopper har stjålet data fra Fartkontrol.nu

Den 25. september 2018 konstaterede vi, at der kom en ny konkurrent på markedet – Hopper. Bag Hopper står to af Danmarks rigeste IT-folk, Ib Kunøe og Frank Rasmussen.

Frank Rasmussen er af flere medier beskrevet som ”en bølle inden for telebranchen”, mens Ib Kunøe er kendt som manden bag it-selskabet ATEA, der blev dømt i Danmarkshistoriens største sag om bestikkelse.

Den 26. september 2018 skrev Frank Rasmussen, medstifter af Hopper, på ComputerWorld (Læs):

Først og fremmest er Hopper kompatibel med alle enheder i markedet, hvad der på sigt betyder vi får data fra alle konkurrenter. Så vores datasæt bliver summen af alle konkurrenternes + vores egne data.

For at bekræfte, at Hopper stjæler vores data, har vi kørt en række tests. Vi oprettede en række falsk alarmer på vores server og så dem dukke op på Hoppers app. Det betyder selvfølgelig at de har taget data fra vores side.

For at lave en uafhængig test, bad vi en journalist om at sende os en helt tilfældig adresse. Den tilsendte adresse lå på Vembvej mellem Vemb og Ulfborg.

Derefter oprettede vi denne falske alarm på vores server. Nedenstående screenshot viser denne kontrol lige vest for Holstebro på vores Fartkontrol.nu app til venstre. På højre screenshot kan man se, hvordan Hopper snuppede den pågældende falske kontrol kort tid efter. Og så er vores detektivarbejde overstået.

Hvad byder fremtiden for Fartkontrol.nu?

Fartkontrol.nu er et produkt, der var designet til at give danskerne en mulighed for at dele information med hinanden. Men produktet er nu blevet misbrugt. Det er synd, at så få kan ødelægge noget, der er til gavn for så mange. Vi er derfor desværre nødsaget til at sætte en stopper for vores åbne deling af trafikdata.

For at beskytte vores data og dermed selskabets fremtid vil der komme nogle ændringer for brugerne af Fartkontrol.nu. På den korte bane vil I opleve, at kortet kun viser de nærmeste fartkontroller. Dem som ligger inden for en afstand af ca. 30 – 40 km. I vil således stadig få de korrekte alarmer undervejs på turen.

På lidt længere sigt (2 – 3 måneder) vil vi flytte jer over på en opdateret Saphe-app. Den vil selvfølgelig tilbyde samme funktionalitet, men i et mere moderne og sikkert design. Og den vil naturligvis stadig være gratis.

Det er endnu uvist, om vi vil fortsætte med web-versionen, hvor kortet kan vises i en browser. Vi holder jer selvfølgelig opdateret.

For vores Saphe-brugere vil dette ikke komme til at betyde noget.

Næste skridt

Vi tager selvfølgelig afstand fra alle, der prøver at stjæle vores data. Så vi håber, at I har forståelse for vores tiltag.

Er du også utilfreds med Hoppers handlinger så del gerne artiklen (Tryk HER for at dele på Facebook – tryk HER for at dele den på Twitter). Jo flere der hører om dette, jo større chance er der for, at Hopper vil blive stoppet. Måske kan vi så i fremtiden vende tilbage til en Fartkontrol.nu, der er helt åben igen. Til gavn for alle jer brugere.

Vores konkurrenter fra TrafikAlarm og  ooono har taget lignende modtræk for at beskytte deres forretning.

 

Med venlig hilsen,

Freddy Sørensen, direktør i Saphe og ejer af Fartkontrol.nu

 

 

2018-10-18T09:47:06+00:00